Drømmen lever i bedste velgående

Skal man tro forfatterne Hebsgaard og Korslund, lever Drømmen i bedste velgående. Også selvom den længeventede fortsættelse af Drømmen nu officielt er udskudt en anelse. 2’eren var planlagt til at udkomme i foråret 2016, men særlige omstændigheder satte skrivningen på standby for en stund, fortæller forfatterne bag serien nu. Hør her, hvorfor 2’eren ikke blev klar til tiden og hvad læserne kan se frem til i den nye bog.

Af Johanne Bruun Carlsen

Skrivning på standby

Siden det første bind i serien om familien Majlund fra Lavendelgården udkom, har interessen for serien været stødt stigende. I hele december sidste år kunne læserne således følge familien i 24 afsnit i bogen Jul på Lavendelgården, og nu er fortsættelsen lige om hjørnet.

Inge Hebsgaard og Anja Korslund har sat sig til rette ved bordet i det lyse køkken på en landejendom lidt uden for Vildbjerg. Her har vi sat dem stævne for at tale om den planlagte fortsættelse af Drømmen. Den nye bog har fået titlen Ønsket.

”Jeg må jo nok indrømme, at det er mig, der er skyld i, at planen skred,” griner Anja og ser beundrende på den lille pige, der sidder på hendes skød. Den yngste halvdel af forfatterparret bag serien blev nemlig mor til sit første barn i februar 2016. ”Det er helt fantastisk at være blevet mor,” fortæller Anja. Hun beklager samtidig, at læserne har måttet vente noget længere på fortsættelsen af Drømmen, end først beregnet. ”Graviditeten tog hårdere på mig, end jeg havde regnet med, så vi er kommet noget bagefter,” forklarer hun.

”Vi troede, vi kunne have bogen klar her i april (2016, red.), men Anjas nye rolle som mor har fyldt meget for os begge to,” tilføjer Inge Hebsgaard, der med Anjas datter også er trådt ind i en ny rolle; ”Ja, jeg er jo blevet mormor,” griner hun og aer blidt den lille pige over kinden. Hun har fået navnet Marie.

Inspirerende hverdag

Serien om familien Majlund er som bekendt skabt ud fra forfatterparrets egen hverdag med heste, men hvilke tanker ligger mon bag det nyeste bind i serien? Inge Hebsgaard slår ud med armene og lyser op i et smil.

”Ork, inspiration er der nok af! Vi havde allerede et hav af ideer, vi forkastede, da vi lavede den første bog, for man kan jo ikke have alt med. Da vi begyndte på opfølgeren til Drømmen havde vi derfor allerede et ret godt udgangspunkt,” fortæller hun og ser på Anja, der nikker.

”Og så er der jo en del løse ender fra første bog, vi skal følge op på,” siger Anja og uddyber. ”Der er blandt andet Mikkels rejse til Polen og Astrids ophold på efterskolen. Det er to ret store emner, som man ikke kan se bort fra. Det går bare ikke helt som planlagt for Mikkel,” afslører hun og trækker hemmelighedsfuldt på skuldrene. Forfatterparret har ikke tænkt sig at afsløre alt for meget om handlingen. Den må læserne vente på lidt endnu.

Store forventninger

Efterhånden som serien vinder indpas hos flere og flere hesteglade læsere, er forventningerne til 2’eren også steget - noget som forfatterne dog tager helt roligt.

”Det er rigtig dejligt, at mange spørger om, hvornår bogen udkommer og siger, at de glæder sig til at læse fortsættelsen. Men det må ikke blive en stressfaktor,” siger Anja og understreger vigtigheden af, at bogen tydeligt afspejler deres prioriteter. ”Vi kunne måske godt have udgivet bogen før, men så var den ikke blevet sådan som vi gerne ville have den. Vi har fået så meget positiv respons for Drømmen, så der er ligesom flere kriterier, vi skal leve op til. Det har vi meget respekt for,” smiler hun og sender den lille Marie et kærligt blik.

”Læserne skulle gerne sidde tilbage med en oplevelse af, at det var ventetiden værd. Og så at vi har været tro mod figurerne. Vi har jo skrevet en krimi for voksne i mellemtiden, så der skulle lige arbejdes lidt for at blive dus med Mikkel og alle de andre igen,” udbryder Inge og medgiver, at det er en spændende, men også krævende proces dels at skrive krimier for voksne og dels at udvikle Lavendelgården for unge læsere. ”Men vi brænder jo for begge dele, og så er det sådan, det er,” konkluderer hun.

Mystik og kærlighed

Så hvad har læserne i vente, når Ønsket rammer butikkerne? Det spørgsmål er ikke helt så ligetil at få svar på, hvis man spørger de to forfattere. Da bogen endnu ikke er sendt til tryk, kan flere ting nemlig stadig nå at ændre sig i sidste øjeblik. ”Vi vil gerne holde et par døre åbne lidt endnu,” udtaler Inge forsigtigt og læner sig tilbage.

”Hvis man har læst Jul på Lavendelgården, har man et lidt dybere kendskab til personerne,” fortæller Anja, der dog understreger, at man sagtens kan læse Ønsket uden at have læst julekalenderen. Den nybagte mor fastslår, at julekalenderen ikke skal betragtes som en 2’er til Drømmen. ”Julekalenderen udkom kun fordi vi havde en sjov ide om en idyllisk jul på Lavendelgården. Vi tænkte, det kunne være hyggeligt for læserne at følge familien i december. Det var en slags mini-historie. Et tillæg.”

Den nye bog - Ønsket - fortsætter derimod hvor Drømmen slap. Men hvad bliver mon temaet her?

”Vi kan vist godt afsløre så meget,” begynder Inge og ser drømmende ud ad vinduet, hvor 3 heste kan spottes. Her går de fredfyldt og græsser. ”… at Mikkel får sig noget af en overraskelse på sin fødselsdag! Det går ikke stille for sig! Og så er der jo turen til Polen, som han på én gang både glæder sig til, men også frygter lidt, fordi han stadig har det svært med kammeraterne i skolen.” Hun ser på Anja, der samtykker. ”Ja, de gennemgående temaer som kærlighed, mystik og mobning, som også var vigtige i Drømmen, er selvfølgelig stadig i spil.” Hun fortsætter; ”Og så får Astrid også lidt mere taletid, hvis man kan sige det sådan. Hun tager jo på efterskole med sin hest, og det er ikke helt uden problemer.”

”Og så må vi jo ikke glemme Pelle,” afbryder Inge og forklarer, hvordan en ny karakter har fundet vej til Lavendelgården. ”Han er en flot ung berider, som Astrid bliver lidt forblændet af.”

Bogen forventes at udkomme engang i august, hvis alt går efter planen. Her glæder forfatterne sig også til at afsløre forsiden.

”Ja, vi er faktisk ikke blevet enige om, hvad eller hvem der skal på forsiden, men når vi får de sidste detaljer på plads, kommer det nok helt af sig selv,” afslutter de.

Så er det blot at vente. I mellemtiden kan man følge med på parrets facebookside eller via hjemmesiden, hvor nye detaljer om den kommende bog vil være at finde.

www.lavendel-gaarden.dk