Næste morgen stod far og Mikkel i værkstedet.

»Er det ikke lige i overkanten at kalde det et stutteri, far? Vi har jo ikke engang en hingst.« Mikkel og Jens var ved at lægge sidste hånd på det skilt, der skulle pryde familiens stald. Nu stod de en tidlig lørdag morgen og betragtede værket. Skiltet var udskåret i egetræ, og Jens havde med sin brænder lavet fine mønstre langs kanterne og han havde forberedt de store bogstaver, der skulle males i sort. Familien havde før talt om, at det var vigtigt at have et navn, som folk ville huske. Når man kom til kåring med sine føl, skulle alle vide, at det var familien Majlunds afkom. Drømmen var at avle et føl, alle ville lægge mærke til.

»Ikke det mindste. Det handler om at tænke stort. Det er sådan alle succesrige mennesker i sin tid har tænkt, Mikkel. Stort. Kun ved at tænke stort, kan man nå sine drømme.«

»… i øvrigt,« tilføjede Jens »… må man gerne kalde det et stutteri, så længe man har hopper, man avler på.«

»Ja, men jeg synes bare ikke ‘Stutteri Majlund’ lyder rigtigt. Hvorfor ikke kalde det noget, der siger mere om, hvem vi er?« Mikkel så på far, der rynkede panden. Han havde brugt en del timer på skiltet, og arbejdet ville være spildt, hvis de skulle lave det om.

»Hvad er dit forslag så? Jeg troede, vi var enige om, at stutteri Majlund var det bedste navn?« Han lød en anelse forurettet.

»Jeg har gået og tænkt på det et stykke tid…« Mikkel så ned i jorden. Far havde været så forhippet på at få skiltet færdigt, at han i sin iver havde glemt at spørge familien til råds. Mikkel så op. Han håbede, at far var med på ideen.

»Lavendelgården. Helt simpelt.« Han smilede skævt til far, der smagte lidt på ordet.

»Hvorfor lige Lavendelgården, Mikkel?«

»Kig dig omkring, far. Her vrimler med de skønneste lavendelbuske! Og jeg har læst, at lavendelblomsten symboliserer ‘beskedenhed’. Det passer godt til vores familie, far. Beskeden, men med store drømme.«

Og sådan blev det.

***